Dagsorden og referater
Om uddannelsesudvalget
Det specialespecifikke uddannelsesudvalg drøfter på sine møder spørgsmål om specialets lægelige videreuddannelse.
Udvalget arbejder på at sikre og udvikle en ensartet, høj kvalitet i speciallægeuddannelsen på alle uddannelsessteder i Videreuddannelsesregion Nord.
Uddannelsesudvalget er sammensat af repræsentanter fra de afdelinger, der indgår i speciallægeuddannelsen.
I udvalget finder du altid:
- PKL (formand)
- Uddannelsesansvarlig overlæge fra alle afdelinger
- Repræsentation fra uddannelsessøgende i videreuddannelsesregionen
- Videreuddannelsessekretariatets AC-fuldmægtig, der sekretariatsbetjener specialet.
Dagsordener og referater
- Udvalg: Børne- og ungdomspsykiatri - uddannelsesudvalg
- Mødedato: 18. september, 2020 kl. 09:00
- Mødested: Olof Palmes Alle 15
Pkt. tekst
1. Velkomst og godkendelse af dagsorden
Beslutning
Peter Ramsing indleder med at fortælle, at arbejdet med uddannelsesprogrammerne afventer den endelige godkendelse af målbeskrivelsen. Punktet om udarbejdelse af uddannelsesprogrammer er således ikke på dagsordenen, hvorfor der er tidmæssig mulighed for at tilføje to ekstra punkter til dagsordenen.
Der er tilføjet følgende punkter, som vi blive referatført under eventuelt:
1. Holdningspapir om evalueringskultur.
2. 360 graders evaluering. Nyt modul om ledelsesevaluering skal afprøves.
Med disse tilføjelser godkendes dagsordenen.
2. Eventuel opfølgning på referat
Beslutning
Der er ikke opfølgningspunkter fra sidste referat.
3. Nyt fra afdelingerne
Beslutning
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Region Midtjylland
Overordnet set går det godt og der er god stemning blandt uddannelseslægerne. Der kan være udfordringer med adgang til speciallægesupervision.
Arbejdsmiljøet er blevet bedre efter flytningen er overstået.
Der har været arbejdet med opstart af nye UKYL'er. Og Christine Ebbesen er startet som UAO.
Supervisionsindsatsen har været status quo i en periode, men nu nytænker man supervisionsgrupperne, så de passer til uddannelsestrin og kompetenceudviklingen på intro- og hoveduddannelsen.
Udflytning til Skejby har givet anledning til at arbejde med tilknytningen til kollegagruppen og følelsen af at være én afdeling.
Nu er det arrangeret, at når en uddannelseslæge starter på afdelingen så indlemmes vedkommende i en supervisionsgruppe. Der er forudbestemte emner for supervisionsgruppens møder og der veksles mellem undervisning/oplæg og supervision. Gruppen mødes 1,5 time hver uge. Der er ca. 15 I-læger i introgruppen ca. 11 læger i HU-gruppen. Foreløbig er det H1- og H2-læger der deltager. Det overvejedes at udvide med en gruppen til H3- og H4-læger.
Hver onsdag morgen er der møde for alle læger. En del af disse møder er forbeholdt undervisning. Det er H-læger, der skal undervise på onsdagsmøder.
For yngre H-læger og I-læger arbejdes der med ny tilrettelæggelse af undervisning på afdelingen. Der bliver fokus på mere basal undervisning med trygge rammer, hvor I-lægerne skal undervise i et nyt forum på tværs af afsnit. Der er derudover også undervisning i deres egne afsnit.
AU har indført kompetencekort for de medicinstuderende med henblik på at sikre, at de studerende lærer mere effektivt i deres kliniske ophold. Hensigten er, at de medicinstuderende kommer mere i spil og at I-lægerne får mere ansvar for oplæring af medicinstuderende.
Børne- og Ungdomspsykiatrien, Psykiatrien, Region Nordjylland
Der er nu to UAO'er og to UKYL'er. Der bliver udskiftning på UAO posten. Den tidligere UAO bliver professor og erstattes som UAO af Line Nordahl Larsen.
Vejledermøder er organiseret på en ny måde. Tidligere var der hyppige vejledermøder. Nu afprøver man, at afdelingens ca. 15-20 vejledere mødes fire gange årligt med temaer hver gang om vejledning. Temaer er fx.: Intro/opstart, brug af logbog og kompetencevurdering, uddannelsesprogrammet, kompetencevurdering og evaluering. Ved hvert møde er der sat tid af til at drøfte problematikker som vejlederne støder på fx uhensigtsmæssige uddannelsesforløb eller feedback. Man tilsigter, at udbyttet fra vejledermøderne munder ud i en vejledermanual.
Der er desværre ikke startet I-læger i september, nu prøver man at rekruttere I-læger med start den 1. december.
Der bliver spurgt om evalueringerne af uddannelsesopholdene bliver brugt aktivt. Svaret er at det gør de ikke konsekvent, men at man arbejder på det. Man vil gerne se på om der er tendenser i evalueringerne som man kan lære af.
Nye dynamiske individuelle uddannelsesplaner er implementeret. Den umiddelbare indtryk er at det giver et godt overblik.
Det bliver mere tydeligt, hvor den enkelte uddannelseslæge er i deres udvikling og hvad der arbejdes med. Uddannelsesplanen er et word-dokument og kan opdateres undervejs. Den bliver brugt flittigt, hvilket i sig selv er en succes. Der er mere at udfylde for uddannelseslægen men det er godt givet ud, fordi det giver bedre læring hen ad vejen. Det er primært H-lægerne der bruger den.
Den nye dynamiske uddannelsesplan indeholder en inspirationsliste til godt udbytte af fokuserede ophold. Listen sendes til uddannelsesudvalget med referatet.
Nyt fra specialeselskabet
Der er fortsat opmærksomhed på at fremme kendskabet til B- og U-psykiatri, og at det er et selvstændigt speciale.
Specialeselskabet har via SATSpuljemidler lavet en podcast, hvor Anders Lund Madsen interviewer læger om deres arbejde i B- og U-psykiatri.
Der er også udarbejdet en spørgeskemaskemaundersøgelse om medicinstuderende og unge lægers opfattelse af specialet. Materialet vil være tilgængeligt på specialeselskabets hjemmeside.
4. Uddannelse under COVID-19
Beslutning
Det er udfordrende at få afholdt I-kurserne indenfor en rimelig tidshorisont. Kurset i sommers blev aflyst og der planlægges et kursus i januar. Det har været foreslået at afholde video-kurser for I-læger for at nå i mål, men dette er endnu ikke planlægt.
Der har været gennemført H-kursus med videoadgang.
Det aftales, at Peter Ramsing indgår i dialog med specialeselskabet om at afvikle kurser og evt. i mindre omfang afholde kurser lokalt på uddannelsesstederne.
Hjemsendte gravide får mindre klinisk erfaring og mindre vagterfaring. Erfaringen er, at de godt kan opnå deres kompetencer, men det er et opmærksomhedspunkt at sørge for at de kommer på samme niveau som de øvrige I-læger.
Punktet skal tages op igen på næste møde.
5. Uddannelsesmøde for alle vejledere i Videreuddannelsesregion Nord
Beslutning
Uddannelsesudvalget drøfter, hvordan der kan afholdes vejledermøde for alle videreuddannelsesregionens vejledere.
Der bliver fremlagt et foreløbigt program som uddannelsesudvalget sammen gennemgår.
Vejledermødet vil bliver afholdt i januar. Plan A er med fysisk fremmøde i stort lokale. Plan B er er mødes i mindre grupper og afholde mødet på video.
Det aftales, at mødet er fredag d. 22. januar i multihallen i Region Midtjylland.
Vejlederne inviteres af Peter Ramsing med kalenderinvitation, hvis muligt.
6. Nyt fra VUS
Sagsfremstilling
NYT FRA VUS
Funktionstidsbestemmelse (August 2019)
I overenskomsten mellem YL og RLTN (=overenskomst med regionerne) er der en bestemmelse om funktionstid (§4 stk. 4 litra a). Bestemmelsen indebærer, at en læge højest må have været ansat i 2 år på en afdeling, der indgår i den/de ansøgte hoveduddannelsesforløb, når hoveduddannelsen påbegyndes. Denne bestemmelse har ikke været gældende for læger, der var underlagt 6-årsfristen.
Med bortfald af 6-års-fristen pr. 1. maj 2019 blev også læger med gennemført KBU samt visse udenlandsk uddannede læger dog også omfattet af funktionstidsbestemmelserne. Disse grupper har ikke haft mulighed for at forberede sig på denne væsentlige ændring.
Danske Regioner og Yngre Læger har den 24. juni 2019 derfor indgået aftale om, at der til og med 31. marts 2021 dispenseres fra funktionstidsbestemmelserne for følgende to lægegrupper:
- alle yngre læger, der har gennemført KBU
- læger, der har opnået autorisation til selvstændigt virke på andet grundlag end KBU efter 1. april 2010
Disse to grupper kan frit søge opslåede hoveduddannelsesforløb i specialerne de har gennemført en introduktionsuddannelse i.
Funktionstidsbestemmelserne er uændret gældende for alle læger, der har gennemført turnusuddannelse.
I kan se aftalen her. https://www.videreuddannelsen-nord.dk/siteassets/aftale-om-dispensation-fra-maksimal-funktionsperiode-juni-2019.pdf
Besatte og ubesatte uddannelsesforløb (maj 2020)
Indberetning til Sundhedsstyrelsen om besatte og ubesatte hoveduddannelsesforløb for Videreuddannelsesregion Nord for første halvår 2020 (Se bilag: Indberetning HU-stillinger, maj 2020 VUR Nord). Tallene for 2019 i Videreuddannelsesregion Nord kan findes på www.videreuddannelsen-nord.dk. Den nationale oversigt for opslåede og besatte introduktionsstillinger i 2018 er ligeledes vedlagt (se bilag: Opslåede og besatte introduktionsstillinger i 2018). Tallene kan bl.a. bruges som et redskab til karrierevejledning af uddannelsessøgende.
Fleksibilitet i antal i-stillinger (november 2019)
På møde i Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse den 5. marts 2015 godkendte Rådet et revideret administrationsnotat for fleksibilitet i antal i-stillinger (se bilag: Administrationsnotat fleksibilitet i antal i-stillinger). Notatet beskriver mulighederne for, hvorvidt afdelinger kan få flere introduktionsstillinger end det maksimum de er angivet til i den lægefaglige indstilling.
På baggrund af søgning til hoveduddannelsen for 2019, er der lavet opdaterede pejlemærker for, hvornår en afdeling kan søge om i-stillinger der overskrider afdelingens maksimumsdimensionering (se bilag: Specialer fordelt efter søgning til hoveduddannelsesforløb 2019). Der er sket følgende ændringer:
Ændringer i pejlemærker | Specialer |
Fra pejlemærke 1 (høj søgning) til pejlemærke 3 (middel søgning) | Kl. Mikrobiologi |
Fra pejlemærke 3 (middel søgning) til pejlemærke 2 (lav søgning) | Kardiologi |
Fra pejlemærke 3 (middel søgning) til pejlemærke 1 (høj søgning) | Pædiatri |
Nye KBU tal (opdateret maj 2020)
- Opdaterede tal omkring KBU-trækning. Udvikling i antal KBU-læger på landsplan fra 2015-2 og frem skulle inden for de kommende år bidrage til at afhjælpe de nuværende udfordringer omkring ubesatte I- og H-forløb i Nordjylland og Midtjylland.
Runde | Nationalt* | VUR Nord** | Region Midtjylland** | Region Nordjylland** |
1. halvår 2013 | 399 | 125 | 84 | 41 |
2. halvår 2013 | 385 | 118 | 82 | 36 |
1. halvår 2014 | 353 | 117 | 77 | 40 |
2. halvår 2014 | 335 | 109 | 75 | 34 |
1. halvår 2015 | 437 | 135 | 93 | 42 |
2. halvår 2015 | 533 | 162 | 111 | 51 |
1. halvår 2016 | 536 | 169 | 116 | 53 |
2. halvår 2016 | 641 | 208 | 140 | 68 |
1. halvår 2017 | 589 | 188 | 127 | 61 |
2. halvår 2017 | 634 | 208 | 138 | 70 |
1. halvår 2018 | 618 | 201 | 134 | 67 |
2. halvår 2018 | 734 | 241 | 163 | 78 |
1. halvår 2019 | 604 | 203 | 133 | 70 |
2. halvår 2019 | 639 | 218 | 146 | 72 |
1. halvår 2020 | 613 | 193 | 133 | 60 |
2. halvår 2020 | 675 | 227 | 152 | 75 |
*Antal tilmeldte til KBU | |
**Faktisk antal besatte forløb inkl. sammenhængende forløb i Region Nordjylland |
Baggrundsnotat (november 2019)
Region Midtjylland har udarbejdet notatet "Baggrundsdata til vurdering af efterspørgsel efter speciallæger og speciallægevækst". Notatet er opdateret november 2019 og er gældende for Region Midtjylland (se følgende to bilag: "Baggrundsnotat 2019" og "bilag til baggrundsnotat 2019").
Holdningspapir vedr evalueringskulturen i Videreuddannelsesregion Nord (19. juni 2020)
Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse (DRRLV) godkendte på deres møde den 25. maj et holdningspapir for evalueringskulturen tilknyttet den lægelige videreuddannelse i Videreuddannelsesregion Nord.
Papiret er vedhæftet.
Holdningspapiret afspejler den evalueringskultur på uddannelsesområdet, som DRRLV ønsker og understøtter. Formålet med/baggrunden for papiret står nærmere beskrevet i selve dokumentet og kan evt. danne baggrund for en nærmere drøftelse i de relevante fora.
Opsummeret har DRRLV følgende perspektiv på en god og fremmende evalueringskultur:
- Evaluering er et redskab til dialog og udvikling
- Evaluering baseres på gensidig tillid og konstruktiv feedback
- Evaluering er gennemsigtig og oprigtig
- Evaluering, og konstruktiv anvendelse af denne, er et fælles ansvar mellem uddannelseslæger og uddannelsessteder
- Evaluering sker løbende igennem et uddannelseselement
Beslutning
Der orienteres om:
Funktionstid
KBU-optag
Ny ledende lektor i Region Midtjylland og Region Nordjylland
Revidering af speciallægeuddannelsen. Planen for arbejdet i fire temagrupper.
Ny dimensioneringsplan med fleksforløb.
Bilag
7. Aftale dato for næste møde
Beslutning
Næste møde er fredag den 27. november 2020 kl. 9 - 14 i Regionshuset Aarhus. Der bliver sendt kalenderinvitation til mødet.
8. Evt.
Beslutning
Evalueringskultur - nyt holdningspapir fra Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse
Uddannelsesudvalget drøfter, at evalueringer skal være i dialog med uddannelseslægerne. Opfølgning bliver nemmere af at man ikke skal opretholde anonymitet.
Evalueringer kan evt. tages op på vejledermøder.
360 graders evaluering
Revidering af 360 graders evaluering. Der er fokus på, at udvikling af lederevner bliver tydeligere i 360 graders evaluering.
Uddannelsesudvalget vil gerne deltage i udviklingen af et leder-modul til 360 graders evaluering.
Peter Ramsing tager kontakt til UKO Gitte Eriksen om det videre arbejde.
Uddannelsesprogrammer
Peter Ramsing kontakter Kasper Clausen i VUS for de seneste reviderede uddannelsesprogrammer. Disse vil blive sendt til UAO'erne med henblik på at UAO'erne tilpasser uddannelsesprogrammerne til den nye målbeskrivelse og sender retur til Peter.
Voksenpsykiatriske opgaver
Sara ønsker at det bliver afklaret om uddannelseslægerne i enhed for spiseforstyrrelser skal tilse de voksne patienter. enheden er ikke opdelt i børn og voksne, så det er uklart hvem der skal tilse de voksne patienter med spiseforstyrrelser.
Uddannelsesudvalget er enigt om, at uddannelseslæger i B- og U psykiatri primært skal se børn og uge. Det er en ledelsesbeslutning, at voksenpsykiatrien bør være mere tilstede i enhed for spiseforstyrrelser.
Fokuserede ophold
Det afklares, at fokuserede ophold i voksenpsykiatri skal være i den afdeling/by hu-lægen er tilknyttet i det pågældende uddannelsesforløb.
9. Deltagere
Beslutning
Peter Ramsing, PKL
Sara Emilie Poulsen, UAO, Børne- og Ungdomspsykiatrien, Psykiatrien, Region Nordjylland
Carina Gammelmark, UKYL, Børne- og Ungdomspsykiatrien, Psykiatrien, Region Nordjylland
Anna Sofie Kjærgaard Hansen, UKYL, Børne- og Ungdomspsykiatrien, Psykiatrien, Region Nordjylland
Christine Ebbesen, UAO, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Region Midtjylland
Helle Rasmussen, UAO, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Region Midtjylland
Nicolas Schnell, UKYL, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Region Midtjylland
Jeanette Wacher, UKYL, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Region Midtjylland
Andreas Zinck Dissing, UKYL, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Region Midtjylland
Tine Eilert Mejer, UKYL, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Region Midtjylland
Karen Norberg, Videreuddannelsessekretariatet
Afbud:
Marlene Lauritsen, UAO, Børne- og Ungdomspsykiatrien, Region Nordjylland