Dagsorden og referater
Om uddannelsesudvalget
Det specialespecifikke uddannelsesudvalg drøfter på sine møder spørgsmål om specialets lægelige videreuddannelse.
Udvalget arbejder på at sikre og udvikle en ensartet, høj kvalitet i speciallægeuddannelsen på alle uddannelsessteder i Videreuddannelsesregion Nord.
Uddannelsesudvalget er sammensat af repræsentanter fra de afdelinger, der indgår i speciallægeuddannelsen.
I udvalget finder du altid:
- PKL (formand)
- Uddannelsesansvarlig overlæge fra alle afdelinger
- Repræsentation fra uddannelsessøgende i videreuddannelsesregionen
- Videreuddannelsessekretariatets AC-fuldmægtig, der sekretariatsbetjener specialet.
Dagsordener og referater
- Udvalg: Almen medicin - uddannelsesudvalg
- Mødedato: 28. marts, 2023 kl. 14:00
- Mødested: Olof Palmes Allé 15, 8200 Aarhus N, Virtuelt møderum meet.rm45@rooms.rm.dk
Pkt. tekst
1. Velkomst og godkendelse af dagsorden
Det indstilles,
at | dagordenen godkendes |
Sagsfremstilling
Uddannelsesudvalget har mulighed for at komme med bemærkninger til dagsordenen og punkter til eventuelt.
Beslutning
Dagsordenen blev godkendt.
2. Opfølgning på referat fra seneste møde
Det indstilles,
at | udvalget følger op på relevante punkter fra referatet |
Sagsfremstilling
Referatet fra uddannelsesudvalgsmødet d. 8. december 2022 er vedhæftet som bilag.
Beslutning
Det var opfølgning på følgende punkter fra sidste møde i uddannelsesudvalget:
- Skabelon til vurdering af CV for ansøgere til HU-forløb: Ved sidste ansættelsesrunde 1. halvår, 2. opslag 2023, blev den nye CV-skabelon afprøvet i form af testansøgninger udfyldt af medlemmer af uddannelsesudvalget. Det blev på mødet vedtaget, at skabelonen anvendes fremadrettet. Thomas Purup sender den endelige udgave til Margit, således at skemaet kan anvendes til den kommende ansættelsesrunde 2. halvår, 1. opslag 2023.
- Tutorlægekurser: Der er planlagt 3 tutorlægekurser, hvor der stadig er ledige pladser. Tilmelding skal ske via plan2learn.dk. De første fortsætterkursus for tutorlæger er planlagt til april og november 2024.
Bilag
3. Fordeling af fase 3 læger
Det indstilles,
at | principper for fordeling af uddannelseslæger til fase 3 drøftes |
Sagsfremstilling
Vedhæftet er det nuværende notat; Principper for fordeling af uddannelseslæger til tutorpraksis i almen medicin (gældende for Region Midtjylland).
De generelle fordelingsprincipper fremgår på side 2: Fordelingen af uddannelsessøgende læger skal sikre den bedst mulige uddannelse, medvirke til rekruttering af fremtidige praktiserende læger i hele regionen og til regionens lægedækningstruede områder i særdeleshed, samt tilstræbe en "fair" fordeling blandt tutorpraksis.
I notatet, nederst på side 4, fremgår følgende vedr. fordeling af uddannelseslæger i fase 3 ansættelse under hoveduddannelsen i almen medicin:
- Den kommende fase 3 uddannelseslæge har mulighed for at vælge mellem 3 uddannelsespraksis udpeget ad uddannelseskoordinatoren efter de generelle fordelingsprincipper
- Praksis ligger i samme distrikt som lægens hoveduddannelsesforløb hører til
- Hvis den uddannelsessøgende læge selv har lavet en foreløbig aftale med en tutorpraksis om fase 3 ansættelse, spørges uddannelseskoordinatoren, om aftalen kan godkendes
Roar Maagaard har i december 2023 lavet en oversigt, over hvorledes uddannelseslægerne i fase 3 ansættelsen er fordelt i distrikt Øst. Forløbene er talt med i det år, hvor de er påbegyndt. I oversigten fremgår det, at en stor del af uddannelseslægerne i distrikt Øst, ansættes i deres fase 3 i Aarhus og Syddjurs. I 2022 var der i alt 31 fase 3 ansættelser i distrikt Øst, hvoraf 23 var i Aarhus og Syddjurs, svarende til 74,2%.
2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023* | I alt | |
Øst/Syd: Odder, Skanderborg, Horsens, Hedensted, Samsø | 4 | 4 | 1 | 7 | 5 | 7 | 5 | 3 | 36 |
Øst/Midt: Aarhus og Syddjurs | 13 | 18 | 11 | 20 | 16 | 13 | 23 | 14 | 128 |
Øst/Nord: Randers, Norddjurs, Favrskov | 10 | 2 | 9 | 2 | 2 | 3 | 3 | 8 | 39 |
I alt | 27 | 24 | 21 | 29 | 23 | 23 | 31 | 25 | 203 |
*) Tallene for 2023 er de pr. 25.12.22 kendte forløb - der kommer flere
Der er særlig bevågenhed på rekruttering til de lægedækningstruede områder, og det er derfor vigtigt, at der i fordelingen af uddannelseslæger til fase 3 ansættelserne holdes fokus på ansættelser i hele distrikt Øst.
Beslutning
På mødet blev der drøftet fordele og ulemper ved at ændre i proceduren for fordeling af uddannelseslæger i tutorpraksis i almen medicin med særligt fokus på fase 3 ansættelserne.
Der var følgende opmærksomhedspunkter:
- Der er ikke så mange fase 3 ansættelser i Horsens området på grund af lægedækningstruede områder og fastholdelsesproblemer
- Der kan være risiko for at hoveduddannelsesforløb i Randers og Horsens vil blive svære at få besat (færre ansøgere), hvis praksis i fase 3 ansættelsen ligeledes skal ligge i samme distrikt og samme hospitalsområde
- Der kan på sigt blive behov for flere tutorpraksis udenfor Aarhus grundet kapacitetsudfordringer
Uddannelsesudvalget ønsker at lave følgende ændringer i forhold til principper for fordeling af tutorpraksis i almen medicin:
- I distrikt Øst tilknyttes Syddjurs kommune til Regionshospital Randers (i stedet for til Aarhus Universitetshospital)
- Fremadrettet skal fase 3 ansættelserne være i en praksis i det hospitalsoptageområde, som uddannelseslægen har sin hoveduddannelsesstilling i. Dette af hensyn til fordelingen af uddannelseslæger i alle områder af Regionen
- Ovenstående punkt 1 og 2 vil blive håndhævet for uddannelseslæger, der starter fase 3 efter 1. marts 2024
- Tekst vedr. mulighed for at afvige fra de forskrevne principper. Uddannelseskoordinatorerne/PKL kan som ansvarlige for fordelingen af uddannelseslæger, i særlige situationer være nødsaget til at foretage særlige allokationer (til sidst under afsnittet: Generelle fordelingsprincipper)
Uddannelsesudvalget gav udtryk for, at de gerne have ændringerne godkendt hurtigst muligt, for at sikre et fælles ståsted, når uddannelseslægerne henvender sig vedrørende fase 3 ansættelser. Der modtages allerede nu ansøgninger om fase 3 ansættelse til sommeren 2024.
Anne fra Videreuddannelsessekretariatet har revideret notatet Principper for fordeling af tutorpraksis i almen medicin, som er godkendt af Sekretariatschef Mads Skipper. Udkastet er sendt til kommentering ved PKL'erne, som har godkendt notatet uden bemærkninger. Det undersøges om notatet ligeledes skal godkendes i Klinikforum, da ændringerne vedrører fordelingen i Region Midtjylland. Udkastet er vedhæftet.
Bilag
4. Plan for opdatering af praksis.dk
Det indstilles,
at | det vedtages, at der skal ske opdateringen af indholdet på praksis.dk (hvem gør hvad, hvornår og hvordan?) |
Sagsfremstilling
Det er efterhånden nogle år siden, at vi har kigget alle vores sider på praksis.dk igennem. Der er en del steder, hvor logbog.net og evaluer er nævnt, men sikkert også andre informationer, der trænger til at blive opdateret. Søren Prins foreslår derfor, at der udarbejdes en plan for, hvordan de nødvendige opdateringer bliver lavet.
Beslutning
Der oprettes en arbejdsgruppe til at gennemføre en systematisk gennemgang af hjemmesidens indhold.
Arbejdsgruppen består af: Thomas Purup, Anders Vibæk, Signe Brøndt og Søren Prins.
5. Nyt fra Lægedæknings- og rekrutteringsudvalget
Det indstilles,
at | orienteringen tages til efterretning |
Sagsfremstilling
Julie Bæk-Jensen vil orientere fra lægedæknings- og rekrutteringsudvalget.
Beslutning
Julie Bæk-Jensen og Jacob Lyskjær Frølund deltog i mødet i Lægedæknings- og Rekrutteringsudvalget d. 9. februar 2023. Referat af mødet er vedhæftet.
Der blev orienteret om de forskellige rekrutteringsinitiativer der er igangsat i 2022:
- Sommerferiepraktik
- Bustur
- Sammenhængende uddannelsesstillinger
- Brobygningskonsulent
- Fastholdelseskonsulent
- Fase 3 kursus - din fremtid i almen praksis
- Kursus for nynedsatte læger
- Midtkraft
Der var fokus på fordelingen af fase 3 læger og at det i Sundhedsreformen fremgår, at fordelingen af uddannelsesstillinger i speciallægeuddannelsen bl.a. skal styrke lægedækningstruede områder og understøtte attraktive uddannelsesforløb eksempelvis i almen medicin, som bidrager til at tiltrække uddannelseslæger til områder med lægedækningsudfordringer. Julie Bæk-Jensen blev opfordret til at tage drøftelsen med til uddannelsesudvalgsmødet i almen medicin.
Bilag
6. Nyhedsbrev fra tutorlægerne
Det indstilles,
at | det aftales hvilke emner, der skal med i nyhedsbrevet |
Sagsfremstilling
Uddannelsesudvalget drøfter hvilke emner, der er væsentlige at have med i det kommende Nyhedsbrev.
Beslutning
Julie Bæk-Jensen skriver det næste nyhedsbrev til tutorlægerne, der sendes ud i april 2023.
Der er forslag om følgende nyheder og emner:
- Ny PKL i almen medicin, Signe Brøndt i distrikt Øst
- Nej til deltid, hoveduddannelsen til speciallæge foregår som udgangspunkt på fuld tid. Praksis må gerne afvis uddannelseslægers ønske om deltidsansættelse
- Status på Uddannelseslæge.dk
- Fordelingsprincipper for fase 3 ansættelser
- Ledige pladser på tutorlæge kurserne
- FYAM (Forum for Yngre Almenmedicinere)
- Gå-hjem-møder
7. Nyt fra VUS
Det indstilles,
at | orientering fra VUS tages til efterretning |
Sagsfremstilling
MUK 2023
I Videreuddannelsesregion Nord er vi igen gået gang med at arrangere den store danske fælles medicinsk uddannelseskonference om lægeuddannelsen (MUK2023) for alle aktører i den præ- og postgraduate lægeuddannelse. MUK2023 afholdes d. 24.-26. september 2023 i Aarhus.
Der er tilmeldingsfrist d. 31.03.2023 via www.rm.plan2learn.dk, hvor man skal søge på "MUK2023"
Formålet med MUK2023 er at inspirere til videreudvikling og nytænkning af den lægelige uddannelse fra studie over videreuddannelse til efteruddannelse.
Konferencens overordnede tema er: ”Hvordan skaber vi lægers uddannelse i fremtiden - sammen?” Invitation til MUK2023 er vedhæftet som bilag.
Beslutning
Mange af uddannelsesudvalgets medlemmer har tilmeldt sig MUK2023.
Bilag
8. Næste møde
Det indstilles,
at | der aftales dato/tidspunkt for næste møde i uddannelsesudvalget |
Sagsfremstilling
Der fastsættes en dato for næste møde med tidspunkt og sted. Punkter, tema og emner til næste møde drøftes.
Beslutning
Det næste møde i uddannelsesudvalget er et virtuelt møde. Mødet holdes torsdag d. 8. juni 2023 kl. 15:30-16:30.
Der er sendt en kalenderinvitation til medlemmerne af uddannelsesudvalget.
9. Eventuelt
Beslutning
Fælles kalender
Det blev drøftet, om det vil være relevant at lave et årshjul, hvor planlagte møder og arrangementer i almen medicin fremgår. Kalenderen kan f.eks. oprettes i google, microsoft eller outlook. Formålet med kalenderen er at skabe overblik over de forskellige aktiviteter, særligt for nye medlemmer i uddannelsesudvalget. Indholdet kunne bl.a. være: temadage, i-kurser, tutorlæge-kurser, uddannelsesudvalgsmøder, ansættelsessamtaler (herunder dato for opslag), PKL-UKO-VUS m.m. Der var nogen opbakning til at oprette sådan et årshjul, men ikke nogen medlemmer, der meldte sig til at oprette og efterfølgende administrere en sådan kalender.
Fælles temadage
Der planlægges ikke med at holde en fælles temadag i Region Midtjylland i 2024, da det ikke har været muligt, at finde et fælles overordnet tema, som er relevant for hele regionen. Derudover er det vanskeligt at finde lokale til så mange deltagere. Der planlægges eventuelt en fælles temadag i 2025, hvis der kommer et godt emne.
Fordeling af KBU
I forbindelse med fordeling af KBU-forløbene sender Margit en forespørgsel ud til PKL'erne og AMU'erne om, hvordan forløbene skal fordeles. Årsagen til denne procedure er, at der i nogle distrikter anføres, hvor mange KBU-forløb der skal i opslag for hver kommune. Der er opslag af KBU-forløb to gange årligt (i marts og september), hvor der i denne forbindelse sendes en forespørgsel ud. Svar udbedes fra alle distrikter så Margit ved, hvorledes fordelingen skal være.
Udbetaling af løn i sygdomsperiode
Der er endnu uklarhed over hvorledes uddannelseslægerne aflønnes under sygdom. Der er derfor behov for klare linjer i forbindelse med, hvordan praksis skal håndtere længerevarende sygdom ved uddannelseslægerne, som kræver forlængelse af uddannelsesforløbet. Videreuddannelsessekretariatet undersøger om der kan laves en retningslinje, der beskriver finansieringen i forbindelse med sygdom.
Sidste møde for Jacob Lyskjær Frølund
Jacob Lyskjær Frølund har fået nyt arbejde i Sundhedsplanlægning, Region Midtjylland. Uddannelsesudvalget takker for Jacobs deltagelse og engagement i møderne og ønsker ham al held og lykke i den nye stilling. Jannie Martensen fra Strategisk Styring og Analyse vil erstatte Jacobs plads i uddannelsesudvalget.
10. Deltagere
Sagsfremstilling
Til stede:
Søren Prins, AMU/PKL
Joachim Frølund, AMU/PKL
Signe Gjedde Brøndt, AMU/PKL
Søren Svenningsen, AMU
Julie Bæk-Jensen, AMU
Anders Vibæk, AMU
Anders Heslop, AMU
Thomas Purup, DYNAMU
Line Juul Hulgaard, DYNAMU
Maria Ervandian, DYNAMU
Lene Marie Ørts Clemmensen, DYNAMU
Jacob Frølund, Region Midtjylland, Strategisk Styring og Analyse
Anne Krog Skovbo, VUS (referent)
Helle Østergaard, VUS
Margit Højbjerg, VUS
Afbud:
Kasper Clausen, VUS (referent)
Kate Klostergaard, AMU